Stærke bånd til USA
En gang imellem er Berlingske ikke bare en god avis, men tæt på brillant.
Som når Tom Jensen 8. marts nærmest poetisk erklærer Amerika sin kærlighed. Og i sin odyssé over dette fantastiske land minder os om, at USA – på godt og på ondt – er så meget mere end Donald Trump.
Situationen i dag gør Tom Jensen og så mange af os oprigtigt kede af det. Men de bånd, som binder Europa og Amerika sammen, er mange, og de har vokset sig stærke gennem rigtigt mange år – kulturelt, økonomisk og politisk. Emotionelt. I familier og mellem venner, virksomheder, organisationer og institutioner. Ingen enkeltperson kan viske alt dette ud.
På det vigtige forsvarsområde har vi europæere længe svigtet på det skammeligste. Her må vi hurtigst muligt træde i karakter, så vi bliver en jævnbyrdig partner. Partnerskabet må blive til et give and take, ikke bare et take. Det vil skabe respekt både i USA og blandt vores fjender. Og det har vi råd til.
Tom Jensen har ikke lyst til at vinke farvel til den »skinnende by på bakken, det fineste demokrati på Jorden«. Det er der ikke mange af os, der har. Og det kommer det forhåbentlig heller aldrig til. Præsidenter kommer og går, men USA består. Og det samme gør Europa.
Forholdet mellem os bliver måske aldrig mere helt det samme. Men så må vi udvikle det til at blive endnu bedre. Baseret på jævnbyrdighed og gensidig respekt.
Nils Sjoegren, Rungsted Kyst
Sund fornuft
Tak til Camilla Hjælmhof for en fornuftig kommentar om børneopdragelse i avisen 5. marts. At det handler om at lære børnene at gebærde sig blandt andre mennesker og at ruste dem til selvstændighed.
Der skrives og tales meget om børneopdragelse for tiden, og hvor svært det er at være forældre. Men jeg synes, der mangler en enkelt ting: Hvordan oplever børnene og især de mindske det, når de ustandseligt hører deres mor og far tale om, hvor hårdt det er at have dem?
Hvis nogen af mine nærmeste havde for vane at beklage sig over at være i familie med mig, så ville jeg da blive rigtig ked af det. Det tror jeg også, at børnene bliver. Det bliver de nok ikke ligefrem nemmere af.
Rie Osted, Hvalsø
Den enøjede høvding
Den amerikanske selvforståelse bygger på minder fra en svunden tid, hvor USA havde førertrøjen på inden for talrige områder.
I dag fremstår landet som et samfund i opløsning anført af en præsident, der optræder som eksponent på den uvidenhed, arrogance og magtfuldkommenhed, som kendetegner den enøjede høvding, der hersker i de blindes rige.
Torben Riis, Klampenborg
Tag Putin på ordet
Putin legitimerede sine bombeangreb i Syrien med retten til at hjælpe, når en ven i nød bad om assistance.
Med den argumentation er det vel helt legitimt at gå ind og hjælpe Ukraine med det nødvendige for at fordrive de russiske besættelsesstyrker.
Desuden kan man med Putins argumentation om Ukraine som et tidligere russisk landområde, der skal tages tilbage, se på Kaliningrad, der under navnet Königsberg siden 1200-tallet og indtil 1946 har været tysk område – så det skal tilbage til Vesten.
Erik Andersen, Borup
Fællesskaber er svaret i en usikker tid
Verden er præget af usikkerhed. Kriser, konflikter og økonomisk uforudsigelighed betyder, at mange oplever en voksende utryghed. Netop derfor er stærke fællesskaber vigtigere end nogensinde – både for den enkelte og for samfundet som helhed.
I Blå Kors Danmark ser vi hver dag, hvad fællesskab kan betyde. For barnet, der vokser op i en familie ramt af misbrug. For den unge, der føler sig ensom og udenfor. For den hjemløse, der har mistet alt. Når livet er svært, er fællesskabet ofte det, der kan give nyt håb og skabe forandring, ligesom det kan være det forudsigelige holdepunkt i en uforudsigelig tid.
Men fællesskaber kommer ikke af sig selv. De kræver en indsats fra os alle – fra politikere, virksomheder og civilsamfundet. For når disse arbejder sammen, kan indsatserne for de socialt sårbare få en langt større rækkevidde og effekt. Heldigvis ser vi, at flere virksomheder aktivt tager et socialt ansvar og bliver en del af løsningen.
Sammen med Lidl bekæmper vi madspild og sørger for, at overskudsmad kommer udsatte til gavn. Og med Louis Nielsen giver vi sundhedstjek og gratis briller til mennesker, der ellers ikke har råd til det. Det er konkrete eksempler på, hvordan virksomheder kan bruge deres ressourcer og kompetencer til at styrke fællesskaberne i samarbejde med civilsamfundet.
I Blå Kors Danmark har vi i 130 år skabt sociale fællesskaber, hvor udsatte mennesker bliver mødt med omsorg, støtte og nye muligheder. Det er blandt andet på vores væresteder, hvor der altid er kaffe på kanden og et lyttende øre. I vores familienetværk er der fællesspisning og hjælp til praktiske hverdagsting. På vores sommer- og julelejre skaber børn og unge venskaber (nogen for første gang i deres liv), ligesom de oplever nærværende voksne med en håndsrækning til fællesskabet.
Vores erfaring viser, at stærke fællesskaber ikke kun er et gode, de er en nødvendighed i en tid, hvor alt for mange oplever utryghed og ensomhed.
Mit budskab er klart: Skal vi sikre et stærkt og sammenhængende Danmark, må vi stå sammen. Vi skal huske at investere i fællesskaberne. Lad os tage ansvar – for hinanden og for dem, der har mest brug for det.
Det er et valg, vi kan træffe. Og det er et valg, vi ikke har råd til at lade være med at træffe.
Thomas Røddik Korneliussen, chef for kommunikation og CSR, Blå Kors Danmark
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk