Et kolonialt bagværksangreb

Vi er nødt til at tale om det magtmisbrug og den strukturelle vold, der ligger i, at amerikanerne kalder wienerbrød for »Danish«. 

Det er ikke bare en lille uskyldig sproglig misforståelse – det er et systemisk kulturelt overgreb. Danskerne er en marginaliseret minoritet i global kontekst, konstant nedtrampet af imperialisternes grådige hænder. 

Vores tusind år gamle identitet og stolte kultur bliver stjålet og reduceret til en fedtet snack på morgenbordet, mens de magtfulde ler hele vejen til banken.

Amerikanerne – det vestlige hegemonis kapitalistiske overklasse – har taget vores navn, vores kultur og sprøjtet det ind i en fedtet klump sukkerdej, de kalder »Danish«. Som om vores identitet er en simpel snack, de kan kapitalisere på. 

De usynliggør os, smelter os sammen med deres karikerede idé om »europæisk hygge« og efterlader os som en sukkerglaseret vittighed. Det er åbenlys sproglig kolonialisme, camoufleret som brunch.

Hver bid i en »Danish« er en bid i den danske sjæl. Vores nationale identitet, vores kultur, vores historie – reduceret til en discountoplevelse i et amerikansk mall. De stjæler vores navn og bruger det til at sælge et produkt, der ikke engang er dansk. Det er kulturel appropriation. 

Det er etnisk tyveri. Og det er en del af den større magtstruktur, der konstant marginaliserer små nationer og deres kultur. Det er klassisk undertrykkelse af en sårbar etnisk gruppe. Og vi skal ikke finde os i det længere.

Dette er ikke bare en kamp om navnet på et stykke bagværk. Det er en kamp for vores ret til at eksistere som et folk, uden at vores identitet bliver omdannet til et brand, de kan tjene penge på. Vi er ikke deres branding-joke. Vi er Danmark, ikke wienerbrød. Og vi kræver vores navn tilbage.

Vi er ikke en joke. Vi er en stolt minoritet. Stop kulturelt tyveri og dekolonisér bagværket.

Brian Mørk, komiker

Musik og tale

Palle Armstrong har i Berlingske 12. marts skrevet om den uskik, det er at spille musik henover tale, hvilket gør, at man ikke får det fulde udbytte af det talte ord. 

Jeg forestiller mig, at de, der ønsker at høre musik, ikke vil bryde sig om, at der lægges tale hen over musikken. Vi vil gerne have tale og musik »serveret« hver for sig, hvis ikke musikken naturligt indgår i talen. Ja, tak.

Mira Petersen, Virum

Vanopslagh har fat i den helt lange ende

For nylig kom Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, her i Berlingske på banen med et rigtigt godt forslag: Hyr en oprydningsgeneral fra erhvervslivet til at stå i spidsen for at rydde op i overflødigt bureaukrati.

Forslaget er inspireret af en norsk erhvervsmand, Hans-Jørgen Blomseth, der blev hyret af den norske stat til at rydde op i bureaukratiet – og faktisk lykkedes med at gennemføre et hav af forenklinger, som sparede erhvervslivet for 35 milliarder kroner årligt i administrative byrder.

Derfor ærgrer kritikken af LAs forslag på Berlingskes lederplads 12. marts mig også. For lederskribenten trækker desværre et rigtigt konstruktivt forslag ned på et niveau, hvor det handler om at lade sig inspirere af Elon Musk eller ej. 

Vi har for vane at lade os inspirere af vores nabolande, men mest af alt er det norske eksempel god inspiration, fordi det har fat i noget rigtigt: At det offentlige skal tænke mere som det private erhvervsliv, når offentlige midler skal bruges, og love implementeres.

Berlingske har til gengæld ret i én ting: Der er også brug for strukturelle tiltag. Det ene udelukker ikke det andet. En analyse fra 2024 viser, at smv'erne alene bruger 49 millioner timer årligt på bureaukrati til en pris på hele 14 milliarder kroner.

Der er et akut behov for at fjerne unødigt bureaukrati og effektivisere den offentlige sektor. Det kan en oprydningsgeneral med et stærkt mandat stå i spidsen for.

Derudover skal vi tage et opgør med den uendelige lovmaskine, der ufortrødent fortsætter med at indføre nye regler og byrder. Og her kommer vi så tilbage til, hvorfor det offentlige skal tænke mere som det private erhvervsliv: Man har en bundlinje at stå til ansvar for. Og den bundlinje bør være at indføre et bindende reduktionsmål for administrative byrder på mindst 25 procent.

Alexander Søndergaard, underdirektør for politik og analyse i SMVdanmark

Forsvarspolitik er mere end teknik

Pensioneret brigadegeneral Hans Christian Enevold skriver, at Danmark skal have et luftforsvar, der kan integreres i NATO og tælle i styrkemålene. Fair nok.

Men at Israels succesfulde Iron Dome ikke tidligere er blevet integreret i NATO, er ikke et bevis på, at det ikke kan lade sig gøre – det er et valg.

Jeg har stor respekt for de militære eksperter, men deres anbefalinger bør stadig kunne udfordres. Forsvarspolitik handler ikke kun om teknik, men også om strategi og at vælge den bedste løsning til Danmarks behov.

Der er allerede eksempler på militære indkøb fra ikke-NATO-lande. Tyskland har netop købt Israels avancerede Arrow 3-missilforsvarssystem for over 29 milliarder kroner – Israels største forsvarsaftale nogensinde. Det viser, at præcedens ændrer sig, og at samarbejde med for eksempel Israel på dette område heldigvis ikke er utænkeligt længere.

I bund og grund handler det her om politisk korrekthed. Ikke om sikkerhed. Venstrefløjen, helt til Radikale Venstre, vil aldrig nogensinde acceptere våbenkøb fra Israel. Uanset effektivitet.

Naser Khader, analytiker ved tænketanken Middle East Forum og tidligere formand for Folketingets Forsvarsudvalg for Det Konservative Folkeparti

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk