Regionsrådet i Region Østdanmark underskriver første budgetaftale
Region Østdanmark kommer til at levere sundhedsindsatser til 2,8 millioner danskere og bliver landets største.

Region Østdanmark kommer til at levere sundhedsindsatser til 2,8 millioner danskere og bliver landets største.

Næsten alle partierne i det forberedende regionsråd i Region Østdanmark har mandag aften underskrevet den første budgetaftale for den nye region, der opstår den 1. januar næste år.
Det oplyser regionen i en pressemeddelelse natten til tirsdag.
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) siger i pressemeddelelsen, at aftalen har fokus på at skabe mere lighed i sundhedsvæsenet.
- Uligheden i sundhed er simpelthen blevet for stor. Det vil vi rette op på, og derfor sender vi et klart signal med vores første budgetaftale.
- Vi sender pengene derhen, hvor behovet er størst, og løfter blandt andet behandlingen af demens og kræft, siger han.
Dansk Folkeparti er som det eneste parti ikke med i aftalen, lyder det. Det fremgår ikke, hvorfor partiet ikke er med.
Aftalen er derfor indgået mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, De Konservative, SF, Liberal Alliance, Moderaterne, Venstre, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten.
Med budgetaftalen tilføres sundhedsvæsenet i den sydlige og vestlige del af regionen fra næste år 768 millioner kroner ekstra, lyder det.
Christoffer Buster Reinhardt fra De Konservative påpeger, at der med aftalen kommer et nyt hospice på Sjælland, og at der kommer flere speciallæger i hele regionen.
SF's Peter Westermann påpeger, at der er sat penge af til socialrådgivere i lægepraksisser i Nakskov og Nykøbing Sjælland.
Det blev besluttet i sundhedsreformen, der blev indgået i Folketinget i 2024, at den nuværende Region Hovedstaden og Region Sjælland skulle sammenlægges til en samlet region.
Formålet var at skabe et sundhedsvæsen, hvor patienter i hele landet har lige adgang til hjælp.
Danmark kommer fra næste år dermed til at bestå af fire regioner. Med cirka 2,8 millioner borgere kommer den nye storregion til at rumme knap halvdelen af Danmarks samlede befolkning.
Region Østdanmark får ansvaret for at levere sundhedsindsatser til borgere på hele Sjælland, øerne og Bornholm.
Regionens nuværende regionsråd er forberedende, da regionen først oprettes per 1. januar.
RITZAU