Hvis de socialdemokratiske medlemmer "er med på den", så tager Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, gerne endnu en valgperiode.

Det siger hun i sin formandstale på Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg.

- Hvis I er med på den - så bliver jeg.

- Jeg har tænkt mig at bruge mit politiske virke og arbejde i den her valgperiode - og i den næste, hvis vi igen får vælgernes opbakning til at lede landet, lyder det fra Mette Frederiksen.

Hun nævner ikke, hvad der skal ske, hvis Socialdemokratiet ikke får vælgernes opbakning til at lede landet igen.

Mette Frederiksen er lige nu i gang med sin tredje valgperiode som statsminister og har ledet Danmark siden 2019.

Siden regeringsdannelsen i juni har den socialdemokratiske arvefølge dog fyldt i medierne.

Det skyldes blandt andet, at Mette Frederiksen valgte at bytte rundt på Nicolai Wammen og Peter Hummelgaards ministerposter, så Hummelgaard nu er finansminister og Wammen justitsminister.

Det er de to, der af iagttagere bliver anset som kronprinserne i Socialdemokratiet.

Men Mette Frederiksen er altså ikke på vej ud af dansk politik efter denne valgperiode, må man forstå i talen.

Det samme budskab har hun med til pressen efter talen.

Her giver hun en garanti for, at hun også er formand for Socialdemokratiet ved næste folketingsvalg.

- Jeg har ikke noget som helst ønske om at lave noget andet.

- Og jeg kan se, at der bliver ved med at være en offentlig diskussion, og derfor har jeg forsøgt i dag at sige det meget tydeligt, at jeg gerne tager en tur mere, hvis det er det, som danskerne ønsker, sagde Mette Frederiksen.

Men hun svarede ikke klart på, om appetitten også vil række til en valgperiode i opposition til en anden regering.

- Jeg har ikke planer om andet end at fortsætte mit arbejde som statsminister. Det er danskerne, der kommer til at afgøre det.

I sin tale slog Mette Frederiksen fast, at hun ikke er tilfreds med det folketingsvalg, som Socialdemokratiet fik i marts. Partiet gik tilbage og mistede 12 mandater, men er stadig det største parti i landet.

- Min opgave som statsminister er at lede vores land og vores regering. Men jeg vil også gøre, hvad jeg kan for at lede os tilbage. Til nogle af jer, vi er kommet for langt væk fra.

Derfor er der blevet sat en proces i gang, lød det.

- For vi er og vi vil være et bredt folkeparti, sagde Mette Frederiksen.

I sin formandstale brugte Mette Frederiksen også en del tid på at tale om techgiganter, sociale medier og kunstig intelligens.

Hun ønsker at "vende lovgivningen om".

Techgiganter skal "på forhånd dokumentere, at deres platforme ikke skader vores børn".

- I stedet for, at man først bagefter, når skaden er sket, skal forsøge at gøre et ansvar gældende.

RITZAU