Grønlands parlament, Inatsisartut, har torsdag vedtaget et beslutningsforslag, der skal pålægge Naalakkersuisut, Grønlands regering, at udarbejde lovgivning, som skal forbyde dybhavsminedrift.

Det fremgår af parlamentets hjemmeside.

Alle fremmødte medlemmer stemte for forslaget.

Inatsisartut foreslår, at forbuddet gælder indtil den 31. december 2029 med mulighed for forlængelse i to år ad gangen.

I et svarnotat under behandlingen af beslutningsforslaget - altså forud for vedtagelsen i parlamentet - lød det, at Naalakkersuisut er enig i betragtningerne.

Naalakkersuisut skrev her, at såfremt forslaget blev vedtaget, vil regeringen fremsætte et lovforslag om et midlertidigt forbud mod dybhavsminedrift ved forårssamlingen i parlamentet i 2027.

Verdensnaturfonden WWF's afdeling i Grønland kalder forslaget for "et vigtigt skridt i den rigtige retning", skriver nyhedsbureauet AFP.

- Med den her beslutning har Grønland mulighed for at sende et stærkt signal om, at beskyttelse af havet, naturen og grønlændernes levebrød skal tages alvorligt, når vi står over for nye former for udnyttelse af havressourcerne, lyder det.

Afstemningen finder sted, en dag efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, sagde, at udforskning af olie, gas og mineraler er ved at blive sat i værk i Grønland.

Efterfølgende lød det fra Grønland, at det ikke er tilfældet.

Præsidenten nævnte ikke noget om dybhavsminedrift.

Fiskeri driver Grønlands økonomi, og jagt spiller en altafgørende rolle i grønlændernes lokalsamfund.

Ifølge WWF Greenland kan dybhavsminedrift skade havets økosystemer og biodiversitet.

Grønland indstillede alle nye tilladelser til efterforskning af olie og gas i 2021, skriver AFP.

Der har ifølge nyhedsbureauet aldrig været udført industrielt olieborearbejde eller gasudvinding i Grønland, hvor barske klimaforhold og dårlig infrastruktur gør arbejdet udfordrende.

RITZAU