Det er blevet moderne at tale forsvarspolitik. Efter Putins utilstedelige invasion af Ukraine, er EU kommet på den anden ende. Tyskerne opruster, og svenskerne bidrager med våben. Det var utænkeligt for en måned siden, men helt og aldeles nødvendigt i dag.

I Det Konservative Folkeparti har vi altid haft et ømt punkt for det danske forsvar. Så længe der sidder despoter ved bordenderne rundt om i verden, har Danmark brug for et stærkt militær, så vi kan bide fra os, når det bliver nødvendigt. Hvis man er i tvivl, kan man bare rette blikket mod Putins Rusland.

Det er en holdning, vi ofte har stået alene med. Vi er blevet kaldt gammeldags, når vi har argumenteret for flere kampfly, og vi har talt for døve øren, når vi har krævet mere finansiering til Forsvaret. Forhåbentlig kan vi nu se frem til et ambitiøst forsvarsforlig, så Danmark kan få et tidssvarende militær.

Situationen i Ukraine er for alvorlig til, at jeg vil sige, »hvad sagde vi«. Men jeg glæder mig da over, at vi nu ser, at næsten hele Folketinget har fået øjnene op for, at Danmark har militære mangler. Det er vigtigt, at vi kan blive enige om at styrke forsvaret og leve op til NATO-aftalen om at bruge to procent af vores BNP på området.

For vores forsvarsalliance med de andre NATO-lande er det eneste, der holder Putin på afstand. Det ser vi tydeligt lige nu, men det var så sandelig også sådan, sikkerhedssituationen så ud, før Putin sendte hundredtusindvis af soldater til den ukrainske grænse.

Niels Flemming Hansen er forsvarsordfører for De Konservative.
Niels Flemming Hansen er forsvarsordfører for De Konservative. Emil Helms

Det er en smule tragikomisk, at der skal åben krig i Europa til at få en stor del af Folketinget til at indse, at den fred, vi har nydt siden Den Kolde Krig, altid har hængt i tynd tråd. Og det er decideret skammeligt, at det stadig ikke er nok til at få Enhedslisten til at skrinlægge deres naive ammestuehistorier om, at Danmark burde udtræde af NATO.

Men dem og det. Det ser ud til, at der tegner sig et stort flertal blandt de ansvarlige partier på Christiansborg, og det vil forhåbentlig betyde, at vi kan enes om at opruste dansk militær. Ikke for at tækkes USA, men for at sikre vores samfund mod ufred og krig.

Jeg hader, at det er nødvendigt. Men det er det. Vi kan ikke kun sætte vores lid til diplomati, når fjenden ikke skyer at ty til våben. Det danske forsvar har i alt, alt for lang tid været underfinansieret og misligholdt.

Det vil koste penge at komme tilbage på sporet. Men har vi råd til at lade være? Niels Flemming Hansen, forsvarsordfører for Det Konservative Folkeparti