Berlingske bragte 10. december en kommentar af debatredaktør Pierre Collignon, hvor han kaldte klimaaktivister for »udemokratiske«, »intolerante«, »kyniske« og »ekstremister«. Når en markant dansk avis som Berlingske vælger at bruge sin spalteplads til at fremstille klimaaktivister som fjenden, er det en manifestation af mediernes monumentale svigt i en galoperende klimakrise.
Collignon optegner et billede af klimaaktivister som religiøse og kyniske med udgangspunkt i en video, hvor Louise Harris, en ung kvinde fra bevægelsen »Just Stop Oil«, blokerer en motorvej i England. Hun fortæller, at hun ikke føler, hun har en fremtid. Som ung klimaaktivist kan jeg se min egen frygt afspejlet i Harris' desperate opråb. Den samme magtesløshed føler jeg over magthavernes manglende klimahandling. Men i stedet for at bruge videoen som løftestang til at fokusere på politikernes utilstrækkelige klimahandling, bruger Berlingske den som afsæt til at portrættere klimaaktivister som ekstremister.



