USA vil støtte nødhjælpsindsatsen i Nepal med 500.000 dollar - godt 3,2 millioner kroner - efter at landet onsdag blev ramt af ødelæggende vandmasser.

Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

- USA udtrykker sin dybeste medfølelse med familierne og de pårørende til dem, der mistede livet i de ødelæggende pludselige oversvømmelser i Rasuwa-distriktet i Nepal, lyder det fra ministeriet.

En mur af mudder og klippestykker styrtede onsdag sammen i en flod i grænseområdet mellem Nepal og Tibet og udløste kraftige oversvømmelser i Nepal.

Videoer fra de ramte områder viser enorme mængder vand og mudder, der med stor kraft rammer bygninger, veje og køretøjer og blandt andet river en bro med sig.

Mindst 160 mennesker har mistet livet i Nepal og Tibet.

Dødstallet ventes at stige, da hundredvis fortsat er savnet - heriblandt adskillige udenlandske turister fra lande verden over.

En talsperson for Nepals nationale turistorganisation siger ifølge nyhedsbureauet AP, at 47 amerikanere, 34 australiere, 33 briter og 24 canadiere er blandt de mange savnede.

Udenrigsministeriet har tidligere oplyst til Ritzau, at ministeriet ikke har fået henvendelser fra danskere, der skulle befinde sig i det berørte område.

Australiens premierminister, Anthony Albanese, har natten til torsdag dansk tid bekræftet, at 34 australiere fortsat ikke er fundet.

FN's generalsekretær, António Guterres, skriver på det sociale medie X, at FN-teams og humanitære partnere er i gang med at sikre forsyninger og personale for at støtte de lokalområder, der er ramt af oversvømmelserne.

FN støtter den regeringsledede indsats i Nepal, siger Guterres.

Nepals premierminister Balendra Shahs kontor oplyser ifølge det britiske medie BBC, at omkring otte ton nødhjælp er blevet sendt til de områder, der er ramt. Forsyningerne omfatter blandt andet myggenet, tæpper, solcellelamper og soveposer, skriver BBC.

RITZAU