Sydkorea indleder fem dages militærøvelse med USA og Japan
Mandag skydes Freedom Edge-øvelse i gang i internationalt farvand. Den er defensiv, understreger Sydkorea.

Mandag skydes Freedom Edge-øvelse i gang i internationalt farvand. Den er defensiv, understreger Sydkorea.

Sydkorea, USA og Japan har mandag taget hul på en fem dage lang militærøvelse ved navn Freedom Edge.
Den gennemføres som planlagt, selv om øvelser mellem Sydkorea og USA i sidste måned blev nedskaleret på ordre fra USA's præsident, Donald Trump.
Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap mandag morgen.
Freedom Edge er blevet indledt i internationalt farvand øst og syd for den sydkoreanske ø Jeju, oplyser Sydkoreas generalstab, JCS, i en pressemeddelelse, skriver Yonhap.
- De tre lande vil bruge øvelserne til at styrke deres operative kapacitet og evne til at reagere i fællesskab på tværs af flere områder, herunder til søs, i luften og teknologisk, samtidig med at de opretholder et stærkt og stabilt samarbejde, lyder det fra JCS.
Øvelserne vil involvere større maritime og luftbårne enheder fra de tre landes væbnede styrker.
En fælles ledelse af øvelsen vil føre tilsyn for at sikre, at øvelserne gennemføres systematisk og sikkert, siger det sydkoreanske militær.
JCS understreger, at der er tale om en årlig øvelse af defensiv karakter, og at den gennemføres i overensstemmelse med international lov.
- Det har til formål at styrke afskrækkelses- og reaktionskapaciteten over for Nordkoreas atom- og missiltrusler og samtidig værne om fred og stabilitet i regionen.
Årets Freedom Edge er den fjerde udgave af øvelsen, siden den første blev afholdt i juni 2024.
Den finder sted som planlagt, selv om den fælles militærøvelse Ulchi Freedom Shield (UFS) mellem Sydkorea og USA i sidste måned blev reduceret markant.
Ifølge Yonhap skruede Trump ned for øvelsens omfang i et forsøg på at sende et forsonende signal til Nordkorea.
Nordkorea har længe fordømt de fælles øvelser, som landet mener, er krigsforberedelse.
Trump selv skrev i august om beslutningen på Truth Social, at øvelserne er alt for omkostningstunge.
De sender desuden et signal, der "er totalt upassende og fjendtligt over for et land (Nordkorea, red.)", der er respektfuldt og ikke har været truende, lød det.
Trump beskrev også i opslaget, at han har et godt forhold til Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
I mandagens udtalelse kommer JCS ikke nærmere ind på, hvilke militære enheder der vil deltage i Freedom Edge.
En unavngiven JCS-embedsmand har ifølge Yonhap tidligere sagt, at øvelsen vil være på niveau med tidligere år med hensyn til omfang og størrelse.
Sidste års øvelse blev gennemført uden et amerikansk hangarskib, hvilket var første gang, et hangarskib ikke deltog siden den første øvelse.
Det skete, fordi amerikanske hangarskibsgrupper var udstationeret i Mellemøsten.
RITZAU