Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, åbner for, at der kan placeres amerikanske atomvåben på svensk jord i krigstid.

Det sker mandag i et interview med P1 Morgon på Sveriges Radio.

Kristersson garanterer i interviewet, at der ikke vil blive placeret atomvåben på svensk jord i fredstid.

Den svenske statsminister bliver så spurgt, hvilke garantier Sverige har for, at USA ikke placerer atomvåben på svensk grund, hvis der bliver krig, eller USA får andre planer.

- Bliver der krig hos os, på vores jord, efter et angreb fra andre, så er det en helt anden situation, siger Kristersson.

- Så nyder hele Nato godt af den atomparaply, der skal eksistere i demokratierne, så længe lande som Rusland har atomvåben.

- Men det er ikke sådan, at USA bare får andre planer. Det er Sverige, som bestemmer over svensk territorie.

Statsministeren bliver herefter spurgt, om der kan blive placeret atomvåben i Sverige i en krigssituation. Her understreger Kristersson, at vi aktuelt er i fredstid, og at det i en "krigssituation kommer an på, hvad der sker".

Sveriges regering har ligesom andre nordiske lande indgået en militær samarbejdsaftale med USA.

Riksdagen skal i juni stemme om aftalen, som blandt andet giver USA adgang til 17 svenske militærbaser.

Aftalen har mødt kritik fra nogle, som mener, at Sverige bør forbyde kernevåben på svensk jord.

Sverige blev i marts medlem af den vestlige militæralliance Nato. Dermed blev der gjort en ende på 200 års svensk neutralitet.

I december meddelte den danske regering, at den indgår et forsvarssamarbejde med USA. Den skal give mulighed for amerikanske soldater og materiel på dansk jord.

Folketinget skal senere i 2024 godkende aftalen.

I forbindelse med aftalen lød det, at USA ikke får lov til at opbevare atomvåben på dansk jord.

Aftalen ændrer nemlig ikke dansk atomvåbenpolitik, hvor atomvåben ikke accepteres på dansk territorium i fredstid.

/ritzau/