USA's præsident, Donald Trump, fik under et vælgermøde natten til torsdag flere gange afbrudt sin tale af demonstranter i San Antonio i den amerikanske delstat Texas.

Det skriver flere amerikanske medier.

Politiet førte mindst 12 personer ud fra vælgermødet, skriver CNN. Nogle af dem var ifølge mediet iført håndjern.

Den 80-årige republikanske præsident affejede ifølge nyhedsbureauet AFP demonstranterne som "betalte demonstranter", mens tilhørere gentagne gange brød ud i tilråbet "U-S-A" og buhede ad demonstranterne.

Også Trump kom med bemærkninger henvendt til demonstranterne fra talerstolen.

- Han er på vej hjem til sin mor, sagde Trump ifølge AP, da en af demonstranterne blev ført væk, og tilføjede:

- Han ved bare ikke, at hans mor stemte på Trump.

Trump har de seneste uger holdt vælgermøder flere steder i USA. Vælgermøderne sker forud for midtvejsvalget i november.

Republikanerne ser umiddelbart ud til at miste partiets flertal i begge Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus. Sker det, vil Trump få sværere ved at føre sin politik ud i livet.

Texas, hvor onsdagens vælgermøde blev afholdt, er ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP ganske uventet blevet en politisk kampplads for republikanerne op til valget.

Partiet står normalt stærkt i Texas. Trump fik ved præsidentvalget i 2024 lige knap 14 procentpoint flere stemmer i delstaten end modkandidaten Kamala Harris.

Med mindre end en måned til midtvejsvalget den 3. november har Trumps lave opbakning i meningsmålingerne, krigen i Iran og de rekordhøje benzinpriser truet republikanernes position i stort set alle delstater, skriver AP.

Onsdagens vælgermøde var Trumps tredje i Texas på mindre end en måned, og partiet har indtil videre brugt mere end 300 millioner dollar, hvilket svarer til omkring to milliarder kroner, på at føre valgkamp i delstaten.

RITZAU