Mand idømmes 13 års fængsel for skuddrab på autoværksted i Brøndby
Et nævningeting i Retten i Næstved har idømt en 52-årig mand 13 års fængsel for skuddrab og afbrænding af lig.

Et nævningeting i Retten i Næstved har idømt en 52-årig mand 13 års fængsel for skuddrab og afbrænding af lig.

Retten i Næstved har torsdag kendt en 59-årig mand skyldig i sidste år at have dræbt en 52-årig mand med et skud i hjertet på et autoværksted i Brøndby.
Den dræbte blev efterfølgende puttet i en plastiktønde og brændt til ukendelighed.
Rahmat Saeidzadeh Khanghah idømmes 13 års fængsel.
Strafudmålingen er i tråd med anklagemyndighedens krav om en straflængde, der både tager højde for drabet, men også at liget efterfølgende blev brændt.
Mens retsformanden læser dommen op, er en af tilhørerne i retssagen tydeligt oprørt.
- Lorteretssag, lortedommer og lorteanklager, råber han, mens han bliver ført ud af retslokalet.
Rahmat Khanghah har erkendt usømmelig omgang med lig, men har i løbet af sagen nægtet sig skyldig i drab og besiddelse af en pistol.
Han påstod, at den afdøde trak pistolen og ved et uheld trykkede på aftrækkeren, da den 59-årige forsøgte at vende våbnet væk fra sig selv.
Ifølge ham gik han i panik efter skudepisoden og gemte derfor liget på autoværkstedets toilet i et døgn.
Dagen efter dødsfaldet fik han hjælp til at skille sig af med liget og patronerne af to mænd. De to mænd har tidligere i år tilstået og modtaget en straf på tre måneders fængsel.
Et enigt nævningeting har tilsidesat den 59-åriges forklaring som utroværdig.
- Det virker som en konstrueret forklaring til lejligheden, siger retsformanden.
Retten lægger særligt vægt på den 59-åriges adfærd efter drabet samt hans forsøg på at påvirke sagens efterforskning.
- Tiltalte har forsøgt at forhindre efterforskningen ved at skrive beskeder til afdødes telefon efter drabet, lyder det fra retsformanden.
Ud over fængselsstraffen er den 59-årige dømt til at betale en erstatning på knap en halv million kroner til den afdødes hustru og børn.
Rahmat Saeidzadeh Khanghah ankede dommen på stedet med påstand om frifindelse eller en formildelse af straffen.
Han skal fortsat sidde varetægtsfængslet.
RITZAU