56-årig mand sigtes for umotiveret overfald på ung kvinde i Esbjerg
Ifølge politiet overfaldt en 56-årig mand lørdag en yngre kvinde og bankede hendes hoved ned i jorden.

Ifølge politiet overfaldt en 56-årig mand lørdag en yngre kvinde og bankede hendes hoved ned i jorden.

En 56-årig mand er blevet sigtet for lørdag at have overfaldet en ung kvinde, som han tilsyneladende ikke kendte, i Esbjerg.
Det skriver tvSyd.
- Manden slår hende en del gange, og han banker også hendes hoved i jorden, fortæller vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi til tvSyd.
Overfaldet skete på Stenkrogen i Kvaglund i Esbjerg lørdag eftermiddag, skriver mediet.
Vagtchef Søren Strægaard oplyser til Ritzau, at kvinden ikke er indlagt, men oplyser ikke yderligere om hendes tilstand.
Det var kvinden selv, der meldte overfaldet til politiet, siger han.
På meddelelsestjenesten Politi Update skrev politikredsen klokken 09.36 søndag, at den 56-årige skulle fremstilles i et grundlovsforhør senere søndag med et krav om varetægtsfængsling.
- Han er anholdt lørdag klokken 13.47 og sigtet for kvalificeret vold begået lørdag mod en 27-årig kvinde i Esbjerg.
- Politiet modtog anmeldelsen om vold i øjeblikket og kunne kort efter anholde manden, skrev politikredsen.
Den 56-årige blev grundet sin helbredstilstand fremstillet in absentia - altså uden at være til stede.
Metoden bruges for eksempel, hvis personen er for såret eller syg til at møde op, men det har ikke været muligt at få oplyst, hvorfor den sigtede ikke skal være til stede.
I en opdatering efter middag skriver politiet, at manden er varetægtsfængslet in absentia, indtil han kan fremstilles i et nyt grundlovsforhør.
RITZAU