Danske myndigheder har netop offentliggjort en vaccineplan. Her er planen i overordnede træk:

Hvornår kommer den?

Der er ikke sat en præcis dato på, hvornår de danske myndigheder sætter gang i vaccinationsprogrammet.

Ifølge TV 2 regner Sundhedsstyrelsen dog med, at de første doser af vaccinen kan ankomme til Danmark inden for 24 timer efter EU-godkendelsen.

Efter ankomsten til Statens Serum Institut i København vil de første doser af vaccinen blive pakket, hvorefter de vil blive fordelt mellem landets fem regioner samt Grønland og Færøerne.

Derefter skal vaccinedoserne sendes videre til blandt andet sygehuse og de vaccinationscentre, som de danske regioner netop har oprettet.

Mandag oplyste regionsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V) til TV 2, at hun forventer, at de første danskere vil blive vaccineret 26. eller 27. december.

»Når vi får vaccinen, skal vi selvfølgelig sørge for, at den bliver opbevaret korrekt, og derefter skal vaccinen fortyndes, idet der er flere doser i samme ampul. Den del af logistikken skal der være styr på,« sagde Lose til TV 2.

I Sverige har myndighederne meldt ud, at det første vaccinationsstik vil ske den 27. december. Men den danske vaccinationsplan siger blot, at vaccinerne formentlig kommer i løbet af denne og næste uge.

Hvem?

Sundhedsstyrelsen har netop sendt et brev til danskerne om, hvem der kommer først til i køen.

Heraf fremgår det, at det i begyndelsen af programmet vil blive prioriteret at give vaccinen til grupper, »der har størst risiko for et alvorligt forløb – blandt andet de allerældste borgere, beboere på plejehjem og ældre med risikofaktorer«.

Derudover vil det blive prioriteret at give vaccinen til personale i sundhedsvæsenet og i ældreplejen, »som er i øget risiko for smitte og varetager kritiske funktioner«.

I det udsendte brev fremhæver Sundhedsstyrelsen, at målet med den danske vaccinationsindsats er, »at alle i Danmark, som vaccinerne er godkendt til, bliver tilbudt vaccination«.

Sundhedsstyrelsen forventer dog ikke, at vaccinerne vil være godkendte til eksempelvis gravide, ammende og børn. Derfor vil de ikke blive tilbudt vaccination.

Af vaccineplanen fremgår følgende:

»Den første sending vacciner ventes at komme til landet i løbet af denne og næste uge. Der er i første omgang tale om en begrænset mængde, og Sundhedsstyrelsen har lavet en foreløbig liste over, hvilke grupper der først får tilbudt vaccination mod covid-19. Det gælder borgere på udvalgte plejecentre i kommuner med størst smittetryk, borgere over 65 år i særlig høj risiko på grund af sygdom samt udvalgt personale på sygehuse og plejecentre, som arbejder tæt på patienter og borgere, der er i høj risiko.«

Ekstra Bladet skriver Herlev og Ishøj kommuner modtager vaccine først.

Hvordan?

Sådan virker coronavaccinen:

  • Vaccinen indeholder en såkaldt kodestrimmel, der får kroppens celler til at danne antistoffer mod coronavirus.

  • Herefter kan kroppens immunforsvar genkende og beskytte sig mod coronavirus.

  • Man skal have vaccinen to gange med et par ugers mellemrum, før den har optimal effekt.

  • Man kan efter vaccination forvente at være »godt beskyttet« mod coronavirus.

  • Det er dog ikke sikkert, at alle vaccinerede får fuld beskyttelse mod virussen.

  • Det vides ikke, hvor længe effekten af vaccinen vil vare.

  • Eventuelle bivirkninger kan muligvis vise sig ved forbigående rødme der, hvor man er blevet stukket, forbigående feber eller i form af muskelømhed.

  • Alvorlige bivirkninger efter en vaccination er meget sjældne.

Kilder: Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen

Hvor?

Sundhedsstyrelsen oplyser i pressemeddelelsen, at Regionerne opretter vaccinationscentre rundt omkring i landet, hvor størstedelen af danskere vil blive vaccineret.

De danske regioner har de seneste uger haft travlt med praktiske forberedelser til den kommende vaccinationsindsats. Denne indsats er i gang. Her er, hvad vi ved lige nu:

Region Hovedstaden
I Region Hovedstaden har man lagt sig fast på fem placeringer til vaccinationscentre, hvor borgerne i regionen inden for den nærmeste fremtid kan blive vaccineret mod covid-19.

To centre skal ligge i København, mens Ballerup, Hillerød og Bornholms kommuner også bliver hjemsteder for regionens vaccinationsindsats.

I København bliver Bella Center på Amager omdannet til vaccinationscenter, og det samme gør Øksnehallen på Vesterbro.

Region Sjælland
Region Sjælland har meddelt, at der i den nærmeste fremtid vil være fire vaccinationscentre i regionen. Disse skal ligge i Roskilde, Holbæk, Slagelse samt i Nykøbing Falster.

Region Nordjylland
Vaccinationerne i Region Nordjylland sker i et samarbejde med de nationale myndigheder, kommunerne og Praktiserende Lægers Organisation.

I første omgang bliver vaccinationscentre oprettet på regionens tre akuthospitaler: Aalborg Universitetshospital i Aalborg og i Thisted samt på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Her skal indledningsvis vaccineres sundhedspersonale og udvalgte patienter.

I takt med at regionen modtager flere vaccinedoser, vil der blive etableret yderligere vaccinationscentre af Testcenter Danmark. Regionen vil i alt oprette otte vaccinationscentre.

Region Midtjylland
Når vaccinen er tilgængelig, vil Region Midtjylland åbne syv vaccinationscentre.

Det vil ligge på adresserne:

  • Aarhus – Pier 3, Hveens Gade 4, 8000 Aarhus C

  • Randers – Kirketerpsvej 5, 8930 Randers

  • Horsens – Fuglevangsvej 61, 8700 Horsens

  • Holstebro – Døesvej 54, 7500 Holstebro

  • Viborg – Vinkelvej 20, 8800 Viborg

  • Silkeborg – Stævnepladsen, Helsinkivej 3, 8600 Silkeborg

  • Herning – Godsbanevej 7, 7400 Herning

Region Syddanmark
I Region Syddanmark har man offentliggjort syv vaccinationscentre. De skal ligge i Odense, Svendborg, Esbjerg, Sønderborg, Aabenraa (Rødekro), Kolding og Vejle.

Enkelte elementer i denne artikel er fra Ritzau.

Artiklen er opdateret tirsdag 22. december 15:50