Der sker noget særligt med sanserne, når man er udendørs. Hvad enten det er under en stjernehimmel eller solens stråler, skal vi ud i det fri, når vi har fri. 

Der sker ufatteligt meget i København, der ikke foregår bag lukkede døre og i pæne saloner. Ud i vejret med dig. 

Afstemningen er slut. Følg med når vi afslører vinderne på Berlingske.dk.


Læs om de fem nominerede her. Find de øvrige kategorier nederst i artiklen. 

Liv Latricia Habel

På Østerbro findes et helt særligt fællesskab. Her mødes alle typer uge efter uge for at støtte holdet. På Østerbro Stadion, lige i skyggen af Parken. Her huserer B.93. Her gælder det ikke om kvalifikation til Champions League. B.93 er en hyldest af sammenhold, fællesskab, tradition og holdånd. Og der er plads til mange flere. 

Det er ærkekøbenhavnsk, men med naturvin og gourmetpølse frem for bøvet fodboldfokus med romerlys, fadøl og hooligans. Og det er en klub, man gerne vil være med i. Det er altså en helt særlig oplevelse, som man får her - også selvom man ikke går op i fodbold med liv og sjæl. Her kommer man hinanden ved.

B.93

Østerbro Stadion, 2100 København Ø.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Tivolis bidrag til den københavnske underholdningsscene er så selvfølgeligt for mange, at det næsten er noget, mange tager for givet. Men den gamle have er i konstant bevægelse for at udvikle og forny sine muligheder – med et sikkert øje for at skabe nye traditioner, der kan appellere til et publikum. Tivoli er en privat virksomhed, der naturligvis lever af at få så mange københavnere og turister gennem tælleapparaterne som muligt. 

Men samtidig forstår Tivoli også, at den historiske arv og havens centrale placering forpligter. Tivoli er bevidst om at give noget tilbage. Hvad enten man tilbyder sig som en slags spontant opstået forsamlingshus i forbindelse med fejring af store begivenheder, der samler os alle, har et stort og varieret program af musikalsk underholdning på Plænen eller som en fast tradition sender sit fyrværkeri op over byens tage.

Tivoli

Vesterbrogade 3, 1620 København V.

Thomas Lekfeldt

Ni gamle trælader og mere end 1,5 hektar vild natur beliggende klos op ad Vesterbro. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Har du stadig ikke opdaget Banegaarden, må du afsted. Det ligger godt hengemt ude bag det enorme baneterræn, som enhver københavner har passeret uden at tænke mere over, hvad der lå bagved.

Laderne, der blev opført i 1909 til opbevaring af det materiale, der skulle bruges til at bygge skinner, har ligget tomme siden 1950, mens DSB lod området stå uberørt hen. Selvom Banegaarden nu lægger adresse til et væld af arrangementer, markeder, fester og spisesteder, har området stadig et præg af vild natur, der ellers er så svær at opdrive, når man bor i en by.

BaneGaarden

Otto Busses Vej 45, 2450 København SV.

Per Morten Abrahamsen

I 25 år har Det Flydende Teater skabt glimrende sommerforestillinger under åben himmel. Først ombord på en båd på Furesøens vande – heraf navnet på teatret. Siden på scenen i en lille, kunstskabt havn, der skærer sig ind i landet ved den skønne, skrånende park ved Sophienholm.

Teatrets forestillinger har ofte været ny dansk kvalitetsdramatik, der puster støvet af fortidens kulturkoryfæer og bringer dem til live – fra Karen Blixen til Kaj Munk. Fra Thit Jensen til Josephine Baker. Og denne sommer er det såmænd skuespilleren Helle Virkner og politikeren Jens Otto Krag og deres kærlighedshistorie, der er omdrejningspunktet for en historie om danskernes forliste velfærdsdrømme.

Det Flydende Teater

Spiller hvert år i juni.

Thomas Rousing/Ritzau Scanpix

Det kan være svært at huske, men der var engang, hvor Københavns Havn var præget af industri og erhverv. Sådan er det ikke længere. Islands Brygge er for længst indtaget af badeglade københavnere, ligesom både Kalvebod Brygge og Sydhavnen emmer af sol og sommer. Ofelia Plads bag Det Kongelige Teater er juvelen blandt disse perler.

Pladsens 13.000 kvadratmeter er placeret på Kvæsthusbroen i Københavns havnebassin og huser en imponerende vifte af oplevelser. Fra klassiske musikalske oplevelser over kunstudstillinger til sportsbegivenheder. Samtidig kan man mærke en helt fantastisk ro, når der ikke er store arrangementer. Det er, som Foreningen Ofelia Plads selv skriver, et frirum placeret midt mellem himmel og hav og lige midt i byen. Det fortjener en placering mellem Byens Bedste. 

Ofelia Plads

Kvæsthusbroen, 1250 København K.