Hvis man synes, man som læser fik en god fornemmelse for sne i Peter Høegs bog om Frøken Smilla, så skal man prøve at læse den 24-årige søløjtnant Louis Rostock-Jensens dagbogberetning fra en Grønlandsekspedition i 1923-24, som netop er udkommet i bogform.
Den er lige så spændende som Høegs thriller og tilmed en langt mere frysende autentisk oplevelse. Nyis og drivis, isskosser og skrueis omringer langsomt læseren og tårner sig op side for side, så man til sidst føler sig hensat til kabyssen i »M/S Teddy« i Grønlandshavet i september 1923 blandt andre dødsdømte »polarfuskere«, som disse arktiske sportsmænd med hang til det ekstreme yndede at kalde hinanden:
»Det sang og hamrede i skibet et kvarters tid, skibet blev kastet frem og tilbage og af og til løftet lidt for igen at synke.«
Skibet var i juli 1923 på vej sydover ned langs den østgrønlandske kyst, bemandet med fangere og jægere fra Handelskompagniets hytter. Med sig havde man også alle de værdifulde skind fra jagterne, to levende isbjørneunger, en moskusokse, sneharekillinger og lemminger til Zoologisk Have i København, samt atten glade hunde, en tysk doktor og en journalist fra Berlingske Tidende med et kæmpestort filmkamera.
Men man kom for sent afsted fra de nordlige stationer på Kong William Land, havde konstante problemer med det udtjente skibs motor, og ud for Scoresbysund lagde isen pludselig sin knusende hånd om »M/S Teddy« og begyndte at skrue.Lurende mytteri
Det, der nu fulgte, var to måneders kridhvidt mareridt i en uendelig isørken, hvor skibet skiftevis sad fast eller desperat sigsakkede i snestorm og tåge gennem små, smalle vandkanaler (klarer), der pludselig opstod og lukkede sig igen. Med trosser, wirer og isankre forsøgte mandskabet at vride og vrikke skibet fri af isens kvælerslangegreb.
Oppe i udsigtstønden sad unge Rostock-Jensen og ledte efter bittesmå udveje i horisonten. Men overalt var der is, is og atter is. Og desværre var besætningen under ledelse af en rådvild, nervøs og stadig mere alkoholiseret kaptajn Bistrup, der i 1908 - som ung »polarfusker« og næstkommanderende på Danmarks-Ekspeditionen - havde kendt sin besøgelsestid i det arktiske område. Men nu var han handlingslammet. Frygten greb kaptajnen, og en lang række forkerte beslutninger havde nær kostet samtlige mænd livet, hvis man skal tro Rostock-Jensens dagbog.
Det gør man gerne. Ikke mindst fordi denne utrolig modige mand, der siden skulle blive orlogskaptajn og én af Frederik IXs bedste venner, udviste megen pli og omtanke midt i den vanskelige magtbalanceakt mellem kaptajnen og resten af besætningen. De var dybest set på kanten af et mytteri, fordi Bistrup gang på gang sejlede dem længere og længere ind i storisen i stedet for ud i det åbne hav.Fanget af isen
Midt ude i Danmarksstrædet mellem Grønland og Island var »M/S Teddy« så medtaget af skrueis, at besætningen forberedte sig på at forlade den gamle skude, der slet ikke havde været udrustet og klargjort til en så krævende sejlads i ekstreme omgivelser. Natten til søndag 7. oktober 1923 blev en afgørende rædselsnat. Snestormen blæste med vindstyrke 11, alle mand var på dæk, mændenes tøj var hårdt som pap og i skægget hang tommelange isklumper. Isen trykkede, og det knagede overalt i skibets skrog. I dagbogen skriver Rostock-Jensen to dage senere:
»Hvis »Teddy« fik sit dødsskud her, så var ingen redning mulig. Ingen proviant og ingen ismark at komme ind på. Så var der kun to ting at vælge imellem: En revolverkugle eller de kolde bølger«.
Heldigvis kom der tidligt om morgenen en mulighed for at blive ved en større ismark, isankrene fik fast i flagen, og »som kakkerlakker« sprang de 21 mand ind på isen. Tømte »Teddy« for proviant, skind, sejl, koks og andet. Skibet var nu fuld af vand, roret totalt ødelagt, ligesom forreste del af kølen var knust i den ene side, og en alvorlig læk agterude, der i længere tid havde måtte tætnes med cement, var igen pivåben.
Det var en kamp med uret. Hele skibets ruf blev løsnet, halet ned fra dækket og brugt som »hus« på den store ismark ud for skibet. Inden huset var klar til indflytning, måtte man i 14 minusgrader sove ude på isen under de store isbjørneskind, man have haft med i lasten:
»Der blev bredt et sejl ud på gulvet, altså isen, på det blev alle køjemadrasserne lagt og ovenpå igen bjørneskind. Det var et kostbart gulv, fuldstændig dækket med bjørneskind. Hver mand fik et moskusokseskind som overdyne«.
Huset kom til at bestå af syv tremandskøjer, et lukaf med komfur og en stue med langborde og bænke til alle 21 mand. Vejret skiftede konstant, snart snestorm, snart tåge, snart vindstille, snart dønninger, der kunne høres og mærkes under isøen, og som en nat pludselig fik isflagen til at flække under en af tremandskøjerne. Alle nåede at redde sig ud af huset, men den store flage var nu spredt i ti parceller med render og våger overalt, ligesom M/S Teddy var i drift på vej væk fra besætningens ø i sin egen forvredne tilstand.
Sagen var krystalklar. Man måtte forsøge at komme ind til land inden man for alvor kom videre ud på havet og ind i den lune Golfstrøm.Heltemodtagelse
Efter 71 dage, prisgivet polarstrømmens luner, og efter sejlads med og på isflager over 710 mil (en strækning, der svarer til afstanden mellem København og Genova), tog unge Rostock-Jensen 1. november têten i gruppen af »polarfuskere«. Den afmægtige kaptajn Bistrup overlod ham kommandoen, og Rostock-Jensen førte både modigt og målbevidst besætningen ind over isen mod Ammassalik i sammenflikkede slæder og en redningsbåd. Mirakuløst nåede man frem til en skærgård af øer, hvorfra grønlændere i hundespand reddede samtlige 21 danskere helskindet i land.
Både isbjørne, moskusoksen og småvildtet havde måtte lade livet under opholdet i »Hotel Isskodsen«, som Rostock-Jensen kalder huset på isøen i sin dagbog. De endte som bøffer på komfuret. Ligesom journalist Dahl med glæde opgav sit kampestenstunge filmkamera, der stak til søs på en isflage.
»Heltene« fra »M/S Teddy« vendte først hjem året efter, da isen igen tillod skib at sejle til Østgrønland. Over Island gik det hjem til København i august 1924, hvor flere tusinde mennesker modtog »Teddy-Folkene«, som de blev kaldt på Berlingske Tidendes forside 10.8.1924 (se gengivelsen).
Fra alle sider samlede interessen sig om den unge søløjtnant Rostock-Jensen, der i nødens stund havde vist, hvad arktisk overlevelse handler om: Engleblid tålmodighed og - ikke mindst - modet til at leve i nuet. Havde nogen journalist spurgt ham om, hvad han ikke glædede sig til, da han endelig genså Danmark, ville Rostock-Jensen have svaret med et prægtigt citat fra dagbogen:
»Jeg skal aldrig mere have is til dessert«.
